Søndagspoesi: 'DUKKA' og 'The Loon'

Eileen Myles er en legende, der ikke behøver nogen introduktion. I løbet af de sidste fem årtier har deres digte nået queer-læsere på tværs af generationer, køn og geografi. At være inde i et Myles-digt føles risikabelt, sexet og lige dele punkrock og ømt. Den måde, vi virkelig taler og tiltaler hinanden på, er noget, der fanges i syntaksen, som er både genkendeligt og overraskende.



Selvfølgelig er de en New York-digter, men frem for alt er Eileen Myles en digter af folket. - Alex Dimitrov

DUKKA



Du kender
lyden af
klaverbygningen
hvert stød
elevatoren laver
logger direkte
ind i min kerne.
Min jakke ser ud
ligesom Schwarzenegger
& du griner. Jeg er
træt af at blive forfulgt
af fortiden



elevatoren trækker
langt langt væk fra
lyden og
en kvinde løfter
et papir og
luft cirkulerer
mekanisk
i en
bygning som
tanke
selv ikke burde
hjemsøge jeg
vil have dig til at kysse
mig nu.
Ikke senere
hvornår

Jeg er væk.

Lonen



Der er en fugl et sted
det knuser mit hjerte
mellem det lilla og blå
en højderyg vi kender
en lille afsats for tristhed
at sidde
skumme fylden
i aften er det
og faldene
ingen har nogensinde opdaget dem
stikke ind og ud
hendes lyd samler sig
få en kop Joe
vi hører hendes ujordiske lyd
Jeg har det ikke godt, hun skriger

Eileen Myles er digter, romanforfatter, performer og kunstjournalist. Deres 20 bøger er bl.a Afterglow (en hunde-memoir), en genudgivelse fra 2017 af Fedt for dig og I Must Be Living Twice/nye og udvalgte digte, og Chelsea piger.